Tag

Blytag

Lidt om blytage:
  Efter alt at dømme kom blytaget sammen med stenkirkerne i 1100 tallet og var det dominerende tagmateriale.
I perioder har der været mangel på bly til andre formål, og af økonomiske årsager
har man solgt blytaget og i stedet oplagt f.eks. tegltag.
Der er i Danmark 815 registrerede kirker med tage af bly. - I det jyske område er der optalt 715 gamle kirker med tag af bly (Viborg amt: 111 og
Ringkøbing Amt 101).
På de vestjyske kvaderstenskirker er det stadig blytaget, der er dominerende.
Et korrekt støbt og oplagt blytag kan holde 75 - 100 år, herefter er taget ved at være udtjent og almindelig vedligeholdelse kan ikke længere holde taget tæt.
Det gamle bly genbruges. Suppleret med nyt bly smeltes det og nye plader udstøbes.
Den anvendte støbemetode er sandsynligvis den samme, som der oprindelig blev brugt.
En blytagplade skal være min. 2,5 mm tyk. Vægten pr. plade er ca. 20 kg og tagvægten er ca. 45 kg/m².

Skader i blytage:   De fleste skader på blytage er revnede plader, utætheder ved falsning og overlæg, samt ved synlig sømning i rygning og vindskeder.
Er blytækkerarbejdet udført korrekt, holder blytaget mellem 75 og 100 år. - Desværre er der mange blytage fra ca. 1960 til ca. 1975, hvor blytykkelsen kun er mellem 1 og 1,5 mm. Disse tynde blyplader kan ikke holde og udskiftes i stort antal i disse år. En reparation af et tyndt blytag er i de fleste tilfælde spild af penge.
Nationalmuseet har netop udarbejdet en rapport om blytage. I følge rapporten kan der være mange årsager til skader i blytage.
Det er vigtigt, at taget holdes tæt, da utætheder kan medføre alvorlige skader på kirkens trækonstruktioner og murværk.

Nyt blytag:
  I forbindelse med udskiftning af blytag skal der altid indhentes tilladelse fra de kirkelige myndigheder.
I forbindelse med nedtagningen af gammelt blytag er der en enestående chance for at eftergå trækonstruktioner og murkroner. - Det bør naturligvis altid udføres, når lejlighed byder sig (hvert 75-100 år). - Er der skader, skal disse repareres.
Renovering af gammelt egetømmer skal altid godkendes af de kirkelige myndigheder.
Støbning af nye blytagplader og oplægning af disse er specialistarbejde og udføres af en dygtig blytækker.



Skifertag

 

Lidt om naturskifer:   Naturskifer har været kendt som tagmateriale siden middelalderen, men blev først brugt her i landet fra midten af 1800 tallet.
I forrige århundrede var naturskifre et af de foretrukne tagmaterialer i København og de større købstæder i Danmark. På mange kirker, der blev bygget i denne periode, er der skifertag.
Enorme mængder af Port Madoc tagskifre fra Wales blev dengang oplagt på de danske tage.

Skiferkvaliteter kan ikke opdeles geografisk. De europæiske skiferårer, som leverer naturskifre, er alle omkring 400 mio. år gamle og består af omtrent samme materiale i form af leraflejringer på havets bund.
Det der er mest afgørende for skiferkvaliteten er, at skiferen hentes fra de bedste skiferårer, samt at udvindingen udføres korrekt. Analyser af leraflejringernes orientering har betydning for, om skiferen kan lagdeles, og om den færdige skiferplade har den ønskede struktur og styrke.
Hovedproduktionen af naturskifer er i dag fra Spanien, som alene står for 75 procent af den samlede verdensproduktion. Derudover produceres der skifer i Storbritannien, Frankrig og Kina.
Dertil kommer en række andre lande, som har en mindre skiferproduktion, der dog mest er til eget brug.

Svingende kvalitet:   I Spanien findes der omkring 100 producenter af naturskifer til tagarbejde. Bredden i skiferkvalitet spænder vidt - både nogle af verdens bedste skifre og nogle af verdens dårligste skifre bliver produceret i Spanien.
For at tage højde for de store udsving i kvaliteten, som ikke kun er et spansk fænomen, har de fleste europæiske lande udarbejde nogle kvalitetsnormer og kriterier for vurdering af skiferens egenskaber.
I Danmark har Plandirektoratet udarbejdet et sæt i normer til brug ved anvendelse af naturskifer.
En stor del af de spanske leverandører kan i dag leve op til Plandirektoratets normer for skiferkvaliteter. Det er dog kun de færreste, der kan levere de store skiferstørrelser, som det danske marked efterspørger og som bruges ved renovering af danske kirker.

Vurdering af kvalitet:   Det er absolut en fejltagelse at tro, at man kan se på en skiferplade, om den er af en god eller dårlig kvalitet. Hvad man umiddelbart kan konstatere, når man står med en naturskifer i hånden, er udelukkende overfladen, strukturen og farven på stenen - om den er rustik eller glat, om der er buler, årer, synlige fremmedlegemer, eller om den er vind og skæv, har synlige pyriter (metal), og hvordan kantaffasningen og tilskæringens rethed er.
En nøgtern vurdering af skiferstrukturen på de enkelte skifertyper kan kun foretages ved at besigtige tidligere referencer eller skiferpallerne på leverandørens lager. En enkelt prøveskifer bør aldrig ligge til grund for et endeligt valg eller fravalg af skifertype.
Det tilstræbes at få en plan og ensartet overflade på et naturskifertag. - Det er dog markant anderledes end en industriel fremstillet Eternitskifer.
Det er absolut vigtigt at gøre sig klart, at uensartetheder i en naturskifer er en egenskab og ikke en fejl i produktet. Skiferen er lagdelt ved håndkløvning, og der er efterfølgende ikke foretaget en forarbejdning af overfladen.
Det kan være næsten umuligt at se forskel på overfladen af nogle af verdens bedste skifre - f.eks. Port Madoc skiferen fra Wales - og skifre af meget ringe kvalitet - f.eks. nogle af de kinesiske og sydamerikanske skifre, derfor bør det aldrig være skiferens overflade, der lægges til grund for et valg.

Skader på skifertage:   De fleste skader på skifertage er revnede skifer.
De fleste revner opstår ved bevægelser i tagkonstruktionen i forbindelse med storm og/eller sætninger i tømmerkonstruktionen.
Den gamle skiferkit, som for det meste er fremstillet af skiferstøv iblandet fernis, er med årene blevet meget stift og tillader derfor ikke at skiferne udvider sig og trækker sig sammen på grund af temperaturforskelle (et sydvendende sort skifertag kan blive meget varmt om sommeren). Herudover kan rustende skifersøm forårsage "sprængning" af skiferne.
Det kan være meget besværligt og tidskrævende, at udskifte revnede skifer. Det må derfor overvejes nøje, om et tag skal repareres eller udskiftes, inden et tagarbejde igangsættes.
Det er vigtigt, at taget holdes tæt, da utætheder kan medføre alvorlige skader på kirkens trækonstruktioner og murværk.

Nyt skifertag:   Ved udskiftning af skifertag, skal der altid indhentes tilladelse fra de kirkelige myndigheder.
I forbindelse med nedtagningen af gammelt skifertag, er der en enestående chance for at eftergå trækonstruktioner og murkroner. - Det bør naturligvis altid udføres, når lejlighed byder sig (hvert 100-125 år). - Er der skader, skal disse repareres.
Renovering af gammelt tømmer skal altid godkendes af de kirkelige myndigheder.
Reparation eller oplægning af skifertag er specialistarbejde og udføres af dygtige blikkenslagere med erfaring i sådant arbejde.




Tegltag

   
Lidt om tegltage:   Tage af tegl har været kendt i Danmark siden 1100-tallet og indført af kirke, kongemagt og aristokrati. Tegltaget er bl.a. kendt og værdsat for sit smukke udseende, sin lange levetid og sin modstandsdygtighed over for ild.
En del middelalderkirkers oprindelige blytagdækning er i perioder, hvor der har været mangel på bly til andre formål (og af økonomiske årsager), blevet solgt, og i stedet har man oplagt f.eks. tegltag.

Tagstenstyper:   I middelalderen fandtes de to typer af sten, man i dag kalder bæverhaler og munke-nonner. Omkring 1550 kommer vingetagstenen, også kaldet ”hollandsk vingetegl”, til landet, og bliver helt dominerende indtil slutningen af forrige århundrede, hvor der bringes falstagsten af mange forskellige typer på markedet.
Vingetagsten, er den mest anvendte på kirker. Den fås i tre typer, en håndstrøgen, en maskinstrøgen og en maskinstrøgen med vasket overside.
Håndstrøgne tagsten formes enkeltvis i hånden. De er mere frostbestandige end de maskinstrøgne, og er tillige mere levende og fine i farven. Væsentligt er det også, at håndstrøgne sten patineres på en smuk måde.

Maskintagsten fabrikeres på en strengpresse, hvor leret presses gennem et mundstykke med tagstenens profil. En stålstreng afkorter lerstrengen i tagstenens længde. Under denne proces får stenene skarpe og ru kanter og på stenenes bund og vinge efterlades ru striber. Afskæringen giver ubehageligt skarpe kanter på tagfladen.

Tegltagstens holdbarhed:   Korrekt fremstillet tegltagsten har en meget høj levetid. Derfor ligger der mange tage med tagsten, som er op til 300 år gamle.
Desværre er der i vores tid produceret tegltagsten af meget lav kvalitet. Der er eksempler på, at disse ikke har overlevet den første vinter og uhyggelig mange er ikke blevet 10 år gamle.


Skader på tegltage:   Taget efterses bedst i forbindelse med kraftig regn, slagregn, snefygning og efter storm.
Træværk må ikke opfugtes. Hvis eventuelle utætheder ikke straks kan repareres, må man i mellemtiden sørge for god korrekt afdækning og udluftning.
Opsamling af tagdryp i f.eks. spande, potter og pander må kun være en midlertidig foranstaltning, - aldrig en permanent løsning, som der er en del eksempler på.
Normalt vil et rådangreb stoppe, når træet holdes tørt.
Det er også vigtigt, at efterse tagspærene og navnlig tagfoden og remme for angreb og eventuelt lukke op for en bedre ventilation.
Almindelige skader i tegltage skyldes ofte manglende/skadet understrygning, mørnede og revnede tagsten, knækkede eller krumme lægter. Understrygningens holdbarhed afhænger af tagets stabilitet overfor vind- og snetryk. Ældre lægter kan være angrebet af råd og borebiller, og har derfor mistet deres styrke. Selvom en lægte er god, set indefra, skal man være opmærksom på, at den er mest udsat lige under tagstenene, hvor den ofte kan være udsat for fugt og derfor mørnet.

Utætheder i tagstenene findes lettest indefra, hvor lys fra revner og huller vil være en hjælp, - men ikke en sikkerhed for, at en utæthed er fundet. Et tag uden understrygning kan meget vel være tæt i regnvejr, men næppe i snefygning. Til gengæld kan et tæt understrøget tag være utæt med små revner, eller med skævt liggende sten. Det kan være vanskeligt at finde det sted, hvor vandet kommer ind. Vandskaden kan vise sig et helt andet sted, end der, hvor revnen er, fordi vandet kan løbe langs lægter og spær, inden det drypper af.
Tag og rygning efterses også på udvendige side for skader, løs eller manglende forskelling (udvendig fugning) m.m.

Renholdelse af tagrum:   Et tagrum skal holdes rent og opryddet.
Affald, mørtelrester, støvlag m.m. holder på fugten og hæmmer en hurtig udtørring af loftbrædder og tømmer. Det er derfor nødvendigt at rydde op og gøre rent i tagrummet. Det er også lettere at se både fugt og boremel (fra insektangreb) på et rent loft.

Omlægning af tegltag:   agsten egner sig godt til genanvendelse, og alderen og genanvendelsen er i sig selv en kvalitetssortering. Arbejdet med nedtagning, rensning og sortering er overkommelig, men desværre bliver stadigvæk alt for mange tagsten kørt på lossepladsen i vores »overflodssamfund«. Det er forkasteligt, dels fordi de gamle sten er værdifulde til reparationer af tage med sten, der ikke produceres mere, dels fordi der ligger en arbejds- og energibesparelse i, at genbruge dette en gang fremstillede keramiske produkt. Desuden er der til de røde sten, kun en begrænset mængde rødler tilbage i de danske lergrave. Endelig vil disse gamle sten passe bedst til en gammel kirkebygning, og de har i sig selv kvaliteter i henseende til vejrbestandighed, som nye maskinstrøgne tagsten ikke har.

Nogle menighedsråd vil måske være betænkelige ved at bruge de gamle sten frem for nye, men der er næppe grund til ængstelse, tværtimod.
Gamle og hele tagsten er »prøvede« for revnefejl og for frostfasthed, og de er frem for alt tætte.

Tagsten til genbrug:   Gennem århundreder har det været almindeligt, at genbruge tagsten. Dels er der ønske om at bruge gamle tagsten af hensyn til indpasningen blandt andre tage og bygningens helhedsindtryk, dels for at gøre en tagudskiftning billigere, end ved at købe nye tagsten.
Desværre har mange håndværkere en uvilje imod genanvendelse af tagsten, fordi det er mere bekvemt at kassere de gamle og bruge nye sten.
Kan eller vil man af en eller anden grund ikke bruge de gamle sten, skal man ikke smide dem ud. Mange er villige til at tage stenene ned for at få dem, eller købe dem, når de er nedtaget.
Gamle tagsten er værdifulde til renoverings- og reparationsarbejde.

Nyt tegltag:   Er det gamle tegltag opslidt og ønsker menighedsrådet taget udskiftet, vælges i langt de fleste tilfælde, at oplægge tagsten som de gamle, - vingetagsten.
Vingetagsten er velegnet til en gammel kirkebygning, hvor tagfladerne er skæve og vinske, og hvor man ønsker at bevare en vis form for skævhed, som i de fleste tilfælde klæder kirkebygningen.
Som alternativ til understrygning kan vælges at lægge et undertag, som i de fleste tilfælde skal være et såkaldt "fast undertag", bestående af brædder med tagpap.
Ved oplægning af et undertag spares understrygning og dens vedligeholdelse.
Rygningssten lægges altid i mørtel på traditionel vis.
Inden der vælges tagsten, sikres det, at kvaliteten er i orden og at tagstenene kan "tåle at ligge ude".

Nyttigt læsestof:  

Planstyrelsen: Information om Bygningsbevaring, Tegltag med vingetagsten
Gyldendal: Byhuset, Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse.
Diverse håndværkeres lærebøger og håndbøger om restaureringsarbejde.
Raadvads hjemmeside: http://www.raadvad.dk

Knud Fuusgaards Tegnestue | Marskellet 7 • 6950 Ringkøbing | Tlf. 97 32 29 09 E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.